Casper Thorhauge Mønsted er, som det går frem av svarene hans, dansk. Det har ikke forhindret ham fra å være en aktiv Trafo-bruker. Her har han postet en større mengde fotografier, tegninger og dikt. I tillegg har vi skjønt at han skriver teatermanus. Og da han i september ble kåret til månedens TrafoTalent, var det for en keramikkskulptur.

En slik kreativitet og allsidighet er akkurat det som skal til for at vi får lyst til å bli bedre kjent med ham.

– Jeg hedder Casper, og jeg er 21 år gammel, begynner han når Trafo ber ham fortelle om seg selv. – Jeg arbejder som lærervikar, indtil jeg til sommer skal påbegynde læreruddannelsen.

– Jeg er vokset op på en gård og har altid haft et væld af kreative interesse. At tegne begyndte jeg med allerede som 2 årig og har intensivt fortsat hele mit liv. Jeg har haft en familie, som har været gode til at bakke op, skønt jeg umiddelbart er den eneste kunstneriske person i familien.

Hva var det som vekket din interesse for teater og manusskriving?

I lang tid troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg indså, at jeg i virkeligheden er mere interesseret i skabelsesprocessen. Derfor meldte jeg mig til et projekt, hvor fire dramatikere på 24 timer skal udforme hver deres manuskript til en teaterforestilling. Vi fik en række benspænd og en sang, som vi skulle lade os inspirere af. Faktisk var det min debut som manusforfatter, selvom jeg bildte arrangørerne ind, at jeg havde megen erfaring for at få lov til at deltage. Jeg fik god respons på mit arbejde, og jeg besluttede mig for at arbejde videre med genren.

Blufærdighed
Der er en sø
Af pis
På blankpolerede fliser
Er I flyvende?
Han slår mig på skuldrene
Rykker et skridt til højre
Ikke stå ved siden af hinanden
I pisrenden
Med den
I hånden
En smule medfølelse
I natten

Har du noen kunstneriske forbilder du vil fortelle om?

Jeg er helt generelt meget begejstret for ekspressionisterne og mellemkrigstiden. Jeg er også vild med neoekspressionismen og hele den kunstscene, som opstod i især New York som afløser for popkunsten. Her vil jeg trække Jean-Michel Basquiat frem. Også hans samarbejde med Andy Warhol er meget interessant. Egentlig føler jeg mig lidt for sent ude – jeg er ikke specielt interesseret i konceptkunst – jeg er interesseret i det umiddelbare udtryk – det ekspressionistiske udtryk. I dag skal alting jo gerne være ih-åh så gennemtænkt og gennemarbejdet og gennemtæsket af en eller anden intellektuel kunstnertype. Jeg vil bare gerne male, tegne, skrive og bare dreje verden sådan, som jeg ønsker. Det er vist ikke rigtigt det, som er oppe i tiden. Men jeg er heller ikke noget orakel. Jeg gør bare det, som jeg mærker.

Det virker som om du har en leken tilnærming til kunsten. I tillegg til å skrive teatermanus, driver du med alt fra poesi til film, foto, keramikk og portrettegning. Finnes det noen fellesnevnere for all denne aktiviteten?

Jeg har helt generelt bare et behov for at udtrykke mig. Jeg kan ganske enkelt ikke lade være – der er konstant noget inden i mig, som absolut må ud. En god portion storhedsvanvid og en trang til svine mig selv til i alskens fedtede materialer er grunden til, at jeg prøver forskellige medier af. Desuden er det altid sjovt at udfordre sig selv.

Hva får du ut av å lage bilder som du ikke får ut av skrivingen? Og omvendt?

Igennem billederne kan jeg være fysisk. Jeg kan smadre malingen og motivet og samle det igen. Jeg opfatter det som en uhæmmet dans. Jeg får helt konkret næsten krampetrækninger, når jeg tegner og maler. Det er som om min krop bliver forlænget og fuldendt, når jeg tegner. Som når jeg croquis – jeg elsker at tegne croquis – jeg får lov til at mærke kroppens kurve i min arm, og når jeg får det rigtige sving i mine led, så føles det som om, alting er som det skal være.

Når jeg skriver, er det anderledes kontrolleret. I hvert fald fysisk kontrolleret – det er begrænset hvor meget, jeg kan hamre i tastaturet på min computer uden at ødelægge den. Når jeg skriver noveller og manuskripter må jeg naturligvis forholde mig til plot og så videre. Jeg må være matematisk og sammenhængende – det føles hæmmende og derfor er det også min svageste side. Når jeg skriver digte, er det anderledes. Jeg danser i mit sind, mit sind går i krampe, og jeg lukker øjnene og taster ordene frem. Noget af det bedste jeg har lavet, er skrevet, når jeg har været meget træt. Så har jeg lukket øjnene og bare skrevet – helt umiddelbart. Der skal ikke tænkes så meget!

Digter
Beskueren med øl i hånd
Bankende højtaler
Iagttager
Busbillet i
Lommen

Hvilke prosjekter har du på gang akkurat nå om dagen?

For øjeblikket sker der ikke voldsomt meget kunstnerisk. Jeg er flyttet til København for et par måneder siden, og jeg skal lige ordentligt på plads. For at jeg kan dyrke kaosset i min kunst, må der være faste og sikre rammer for resten af mit liv. I lang tid troede jeg, at jeg skulle være en rigtig boheme og bo under et bliktag i Paris og kun spise en baguette hver anden uge, fordi jeg ville være så fattig. Men det kan jeg ikke – uden rammer og sikkerhed, kan jeg simpelthen ikke lave noget som helst.

For et par år siden leste du en av tekstene dine høyt på Roskilde-festivalen. Hva kan du fortelle om den opplevelsen? Er høytlesning en form du er fortrolig med?

Det var helt igennem fantastisk. Hver gang jeg læser mine tekster højt, får jeg selv lov til at opleve dem. Hver gang jeg har skrevet noget, må jeg altid læse det højt for nogen. For det er her, jeg kan mærke, om teksten er som den skal være. Jeg har et ønske om at udforske poetry slam scenen her i København. Muligvis vil jeg arbejde videre med mine Grindr-digte, som handler som vor tids kærlighedssøgen forklædt som hor og sexapps. Det vil jeg gerne præsentere som poetry slam.

Hvilke ambisjoner har du for kunsten din på lengre sikt?

Jeg ved, at jeg fortsætter. Det er ikke rigtigt et valg for mig. Det er bare sådan det – noget jeg bliver nødt til at praktisere. Hvis jeg kan leve af det engang, ville det være helt fantastisk. Nej, hvor jeg gerne ville have et rigtigt atalier, hvor jeg kunne svine alt det, jeg havde lyst til. Det ville være fantastisk!

Hvordan bruker du Trafo, og hva har Trafo betydd for deg?

Jeg søgte til Trafo, efter den danske pendant Ungkunst lukkede grundet manglende sponsorater. Jeg bruger siden til at min kunst bliver set. For det er vel først i mødet med beskueren, at det er kunst. Eller hvad? I hvert fald, kan jeg ikke bære, at der ikke er nogen, der ser, hvad jeg laver. Det er vanvittigt forfængeligt, men sådan er det. Og så er det naturligvis også berigende at se, hvad de andre brugere får lavet.

Om fotoene som følger dette intervjuet, har Casper følgende å si: Jeg har fundet billeder fra mit liv. Livet er den bedste inspirationskilde. Jeg bliver altid allermest inspireret, når jeg er fuld og morer mig med mine venner.

Se flere av Casper sine tekster og bilder på profilsiden hans. En oversikt over tidligere TrafoProfiler finnes på denne siden.