Månedens talent på Trafo er sunnivastorebo. Jeg har valgt Sunniva på grund af hendes tekst Stripe, som er et sjældent vellykket, enkelt, men langt fra banalt og, ja, også sjovt (gøy!) digt.

Den danske digter Per Højholt, som var en vigtig forfatter i Danmark i de formeksperimenterende 1960’ere, og som har været en målestok og inspiration for mange yngre forfattere i Danmark siden, fortalte engang i et interview, at han i en periode havde en – ja vel nærmest neurotisk – vilje til eller et behov for, at hans digte grafisk skulle ligne en snøvs set fra siden. Snøvsen er en fjollet (tullete) etfodet/klumpfodet skabning fra en dansk børnebog, den har en lidt udbulende mave og spids næse, strikket tophue og et langt strikket halstørklæde. Sunnivas digt Stripe, har lige præcis konturerne af sådan en snøvs set fra siden. Det ville Per Højholt have elsket og fniset af, hvis han stadig havde levet! (Højholt havde en fnisende latter).

Anyway, Stripe er et cool konkretdigt. Det står der på skærmen/arket med maven fremme og er dejligt at se på. Sunniva har tjek på virkemidlerne og tematikken her, form og indhold hænger helt sammen, som også junis gæstementor Thomas Torjussen har bemærket i en kommentar. Digtets opbygning kan vel nærmest karakteriseres som en lyrisk syllogisme, en logisk slutning eller argumentation med to præmisser og en konklusion. De to første strofer præsenterer erfaringer (præmisser: striben er der, hvis jeg sidder længe + den forsvinder igen, hvis der går lang tid, før jeg sætter mig igen), og hvis disse erfaringer er et tegn på fedme (konklusionen), bliver jeget stående, så det ikke får striber over maven under brysterne. Det jeg, der taler, er vel det fedmeforskrækkede, snøvslignende digt! Det forfængelige digt! Det kunne også være forfatteren, der er jeget (poetry is not fiction, siger bl.a. den fransk digter Jacques Roubaud), men jeg vælger, at læse det sådan, at jeget er det stående digt.

Der er så vældig meget jeg i poesi. Der er så mange digtere, der tror, at poesi skal bekræfte jeg. Jeg tror, det er en god idé, hvis poesien kan anfægte vores fornemmelse og forståelse af jeg i stedet for at bekræfte den. Konkretpoesien har historisk forsøgt at fjerne sig fra centrallyrikkens inderlige position, har forsøgt at undgå digterjegets indlevelse. Men så har vi nu et konkretdigt her, hvor digtet selv taler som jeg, helt centrallyrisk, og digtet er oven i købet forfængeligt og selvoptaget, ligesom i øvrigt de fleste af os læsere i dette moderne og sunde liv. Sikke en fin ironi! Stripe er enkelt og elegant, men faktisk også komplekst og klogt, vil jeg mene, derfor har jeg valgt, at Sunniva Storebø skal være månedens talent i juni.

Sunnivas digt Prøv har jeg også lagt mærke til, også i dette digt spiller formelle valg godt sammen med indholdet, og titlen er interessant og heftig. Ellers vil jeg fremhæve fotografiet maybe soon af miu. Jeg kan godt lide det fine forhold mellem vinduesrammernes hårde og vandrette linjer, baggrundens ligeledes vandrette skygge og gardinets lodrette og bløde folder. Det er et flot grid! Et sidste thumbs up går til gollfor akvarellen jeg trodde mig vara beskyddad – jeg synes, ansigtet er karakterfuldt og skarpt tegnet, blikket er udtryksfuldt. Den tydelige streg i tegningen af ansigtet står smukt til den vandfarveudflydende baggrund. Farvesammensætningen er jeg også glad for.

I det hele taget har det været en fornøjelse at kigge med på Trafo fra Danmark, hvor jeg bor et par måneder endnu, inden jeg flytter til Norge et år med min familie. Tak for værkerne i juni, bliv ved med at lægge tekster, billeder, musik og film op på sitet, bliv ved med at dele jeres interesse og engagement i kunst – Trafo er et fantastisk sted, som bl.a. har inspireret Danmarks Radio (DR) til at oprette siden Ung Kunst, som jeg har været mentor på i et halvt år nu. Tak for den inspiration (-: Hurra!

Bedste hilsner
Mads Eslund, dansk forfatter og lærer på Skrivelinjen på Testrup Højskole ved Aarhus.